ADHD efter 50: er det for sent at blive udredt?

Kort svar: Nej, det er ikke for sent. ADHD er en medfødt tilstand og ofte livslangt, og der findes ingen øvre aldersgrænse for udredning. Forskningen viser, at omkring 2 % af voksne over 50 har ADHD-symptomer på diagnoseniveau – men at kun cirka hver tiende af dem nogensinde får diagnosen stillet. En udredning sent i livet kan give både en forklaring på et helt livsforløb og adgang til behandling, der stadig virker.

"Jeg er 58. Er det ikke for sent nu?" Spørgsmålet kommer ofte – typisk fra nogen, hvis barn eller barnebarn er blevet udredt, og som undervejs har genkendt sit eget liv. Her gennemgår jeg, hvad vi ved om ADHD hos voksne over 50, hvordan det ser ud, og hvad en sen udredning kan bruges til.

Kan man have ADHD som 50-, 60- eller 70-årig?

Ja. ADHD forsvinder ikke ved en bestemt alder. Der er en modningsproces i hjernen, som gør at mange med ADHD diagnosticeret i barndommen kan ”vokse fra det”. Men når man også som 30-årig har de samme udfordringer som barn, betyder det at tilstanden bliver ved og udfordringerne ikke forsvinder.

Et hollandsk befolkningsstudie undersøgte netop dette: 1.494 personer mellem 60 og 94 år blev screenet, og 231 gennemgik et struktureret diagnostisk interview. Den vægtede forekomst af ADHD som fuld diagnose var 2,8 %, mens 4,2 % havde et symptomniveau, der påvirkede dem betydeligt uden at opfylde alle kriterier (Michielsen et al., 2012).

Den største samlede opgørelse på området er en meta-analyse af 20 studier med knap 21 millioner personer. Den viser noget, der er værd at stoppe op ved.

Blandt voksne over 50 havde 2,18 % ADHD-symptomer på diagnoseniveau målt med validerede skalaer. Men kun 0,23 % havde reelt fået diagnosen stillet i sundhedsvæsenet, og blot 0,09 % var i medicinsk behandling (Dobrosavljevic et al., 2020). Med andre ord: Omkring ni ud af ti ældre med ADHD lever uden at vide det – og under halvdelen af de diagnosticerede får behandling.

Tegn på ADHD hos voksne over 50

Symptomerne er de samme som hos yngre voksne, men de viser sig anderledes, fordi livet ser anderledes ud. Det, jeg oftest hører:

•      Indre uro og rastløshed – den ydre hyperaktivitet er typisk aftaget for årtier siden

•      Glemsomhed, der har været der hele livet, men nu vækker bekymring for "demens"

•      Kronisk rod, uåbnet post og udsatte papirer trods gentagne forsøg på systemer

•      Tankemylder, der især fylder om aftenen og ved sengetid

•      Udmattelse efter årtiers kompensation – "jeg har knoklet dobbelt så hårdt for det halve"

•      Hurtige følelsesudsving og stærk reaktion på kritik

•      En livslang følelse af at have underpræsteret i forhold til sine evner

Genkender du flere af disse – og har de været der, så længe du kan huske – er det værd at få vurderet. Jeg har skrevet et særskilt indlæg om tegn på ADHD hos voksne.

Hvorfor bliver ADHD overset hos ældre?

•      Symptomerne får en anden forklaring: Glemsomhed tilskrives alderen eller frygtes at være begyndende demens; uro tilskrives angst; træthed tilskrives depression.

•      Livet har kompenseret: En struktureret ægtefælle, et job der passede, eller faste rutiner kan have holdt vanskelighederne nede i årtier – indtil pensionering, skilsmisse, sygdom eller dødsfald fjerner stilladset.

•      Hyperaktiviteten er væk: Den ydre uro aftager typisk med årene og efterlader den indre, som ingen kan se.

•      Diagnosen fandtes ikke i deres barndom: Dagens 60-årige gik i skole på et tidspunkt, hvor ADHD enten var ukendt eller kun blev opdaget hos de mest udadreagerende drenge.

•      "Sådan har jeg altid været": Netop fordi det altid har været sådan, opfattes det som personlighed frem for som noget, der kan afhjælpes.

ADHD hos kvinder over 50 og overgangsalderen

Et mønster, der fortjener særlig opmærksomhed: En del kvinder oplever, at ADHD-symptomerne bliver tydeligt værre omkring overgangsalderen. Forklaringen, der oftest fremføres klinisk, er, at faldet i østrogen påvirker dopaminsystemet – det samme system, ADHD i forvejen involverer. Forskningen på området er stadig sparsom, og man skal derfor være varsom med at love for meget. Men det er en velkendt klinisk erfaring, at netop denne livsfase er den, hvor mange kvinder for første gang søger hjælp – ofte efter et helt liv med velfungerende kompensation. Jeg har skrevet særskilt om ADHD og hormoner.

Kvinder er desuden generelt underdiagnosticeret, fordi den overvejende uopmærksomme form – det, mange stadig kalder ADD – er stilfærdig og sjældent forstyrrer omgivelserne. Det betyder, at gruppen af kvinder over 50 med uopdaget ADHD formentlig er stor.

Nytter det at blive udredt så sent?

Efter min erfaring, ja – men gevinsten ser anderledes ud end hos en 25-årig. Den handler typisk om fire ting:

1.     En forklaring på et helt liv. Mange lægger årtiers selvbebrejdelse fra sig, når mønsteret endelig får et navn.

2.     Behandling, der stadig virker. Symptomer, der belaster hverdag, økonomi og relationer, kan behandles – også som 65-årig.

3.     Forståelse i familien. Når børn eller børnebørn udredes, bliver arvegangen tydelig. ADHD er en af de mest arvelige tilstande i psykiatrien.

4.     Ro om demensbekymringen. For mange er det i sig selv en lettelse at få afklaret, at glemsomheden ikke er ny- det skyldes ADHD, og ikke "begyndende demens".

Sådan foregår en udredning

Forløbet er det samme som for yngre voksne: en grundig forsamtale, et struktureret diagnostisk interview og en tilbagemelding, hvor vi gennemgår konklusionen sammen. Jeg har beskrevet hele forløbet trin for trin i et særskilt indlæg. Udredningen kan foregå i klinikken i Odense eller online, og der er ingen ventetid.

En særlig udfordring i denne aldersgruppe er barndomsoplysningerne, som er en forudsætning for diagnosen. Vi bruger det, der findes: dine egne erindringer, søskende eller andre, der kendte dig som barn, gamle skolepapirer – og dine egne børns beskrivelse af, hvordan du fungerede, da de var små. Manglende barndomsvidner udelukker ikke en udredning.

Ofte stillede spørgsmål

Er der en øvre aldersgrænse for ADHD-udredning?

Nej. Der findes ingen aldersgrænse, og jeg udreder jævnligt voksne i både 50’erne og 60’erne.

Kan man udvikle ADHD som ældre?

Nej. ADHD er medfødt, og symptomerne skal kunne spores tilbage til barndommen. Opstår vanskelighederne kun først sent i livet, skal årsagen findes et andet sted – og det er netop derfor, en grundig vurdering er vigtig.

Kan jeg få ADHD-medicin, når jeg er over 60?

Ja, det kan du. Der skal dog foretages en grundig vurdering af din fysiske tilstand.

Hvordan husker jeg min barndom godt nok til en udredning?

Vi bruger det, der findes: dine egne erindringer, pårørende der kendte dig som barn, og eventuelle gamle skolepapirer. Er der ingen barndomsvidner tilbage, gennemfører vi udredningen på det bedst mulige grundlag.

Er det ADHD eller begyndende demens?

Det centrale spørgsmål er, om vanskelighederne er nye eller livslange. Ved mistanke om egentlig kognitiv svækkelse hører udredningen hjemme i en demensudredning – tal med din egen læge.

Kan jeg blive udredt, hvis jeg allerede er pensioneret?

Ja. Mange henvender sig netop efter pensionering, fordi arbejdslivets struktur forsvandt, og vanskelighederne blev tydeligere.

Har du brug for hjælp? Jeg tilbyder udredning og behandling med kort ventetid – i Odense eller online. Du er velkommen til at kontakte mig via kontaktformularen på hjemmesiden.

Referencer

Dobrosavljevic, M., Solares, C., Cortese, S., Andershed, H. og Larsson, H. (2020) ‘Prevalence of attention-deficit/hyperactivity disorder in older adults: a systematic review and meta-analysis’, Neuroscience & Biobehavioral Reviews, 118, s. 282–289.

Kooij, J.J.S., Bijlenga, D., Salerno, L. et al. (2019) ‘Updated European Consensus Statement on diagnosis and treatment of adult ADHD’, European Psychiatry, 56, s. 14–34.

Levine, S.Z., Rotstein, A., Kodesh, A., Sandin, S., Lee, B.K., Weinstein, G., Schnaider Beeri, M. og Reichenberg, A. (2023) ‘Adult attention-deficit/hyperactivity disorder and the risk of dementia’, JAMA Network Open, 6(10), e2338088.

Michielsen, M., Semeijn, E., Comijs, H.C., van de Ven, P., Beekman, A.T.F., Deeg, D.J.H. og Kooij, J.J.S. (2012) ‘Prevalence of attention-deficit hyperactivity disorder in older adults in The Netherlands’, British Journal of Psychiatry, 201(4), s. 298–305.